Corporum er en nystartet forening støttet af Aarhus kommune. Foreningen har til formål at skabe gunstige produktionsbetingelser, styrke og udvikle unge kunstnere og det aarhusianske kunstmiljø.

Foreningen Corporum tilbyder atelierpladser i et atelierfællesskab i Aarhus til afgængere fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Det Fynske Kunstakademi, Det Jyske Kunstakademi og andre videregående, udenlandske kunstuddannelser. Foreningen henvender sig til kunstnere, der har fuldført enten basis- (bachelor), diplom- eller masteruddannelse. Tilbuddet gælder for kunstnere, der inden for en tidsperiode på fem år, har afsluttet uddannelse.

Fra begyndelsen af 2020 tilbyder Corporum medlemmer at leje sig ind i lokaler i det nye atelierfællesskab i hovedbygningen på Godsbanen i Aarhus.

Der vil være forskellige typer og størrelser af lokaler. Corporum råder ligeledes over et fælles udstillingslokale samt udstyr og værktøj til udlån.